tirsdag den 14. juni 2011

Når man kommer hjem

Når man flytter til et nyt kvarter, er alting fremmed - eller det troede jeg det ville være. Lydene er nye, duftene, udsigten og hverdagens ruter er det også. Der er sket noget siden mit sidste indlæg.

Væk er Øgaderne med de sidste akademiker-hippier med børn i designertøj, og byhus med tremmesofa og Lassens Kubus i vindueskarmen. Nu deler jeg kø i Fakta med lige dele studerende, pensionister og måger på det yderste Frederiksbjerg. I virkeligheden er jeg faktisk flyttet hjem, på en måde. I følge borger.dk har jeg boet 10 steder gennem mit 30-årige liv. Det første sted var Jyllands Allé og min søn går nu i min gamle vuggestue - helt tilfældigt.

Mine ruter er nye, men i et gammelt kvarter. Det der med at blive mor og dermed voksen, bringer mange tanker med sig. Hvilken barndom skal mit barn huske, og hvad består jeg egentlig selv af? Jeg er jo hverken pensionist (endnu) eller studerende (længere). Kombinerer man usikkerheden med at blive forældre, med usikkerheden i at være (forholdvis) nyuddannet og uden fastansættelse, så kommer man helt automatisk i dette selverkendende mode som du måske fornemmer.

Fra mit vindue går solen ned i bygningen overfor. Jeg ærgrer mig igen over at genboen har rosa persienner, og at de aldrig er trukket helt op. Hver aften er lyset anderledes og hverdagssmukt. Duften af fugtig sommer minder mig om eksamenslæsning, mit første kys, ferie i Sverige med min mor og kollektivet, og den aften vi kom hjem med vores søn og alting var nyt.

Hjem er en følelse indeni.





torsdag den 30. september 2010

Find din stil...og min

Min Bayswater er støvet. Nu er det jo ikke fordi det er et uløseligt problem, men mere det at det er sket - for mig. Den var iøvrigt en barselsgave til mig selv og købt helt uvidende om at man ikke kan gå med håndtaske og samtidigt styre en tillæsset kombivogn - så ved I det (men køb den alligevel, for det er en klassiker og barnet lærer vel at gå en dag og så har du stadig tasken)

Der er iøvrigt sket det besynderlige at jeg har mistet evnen til at klæde mig på. Ikke sådan at jeg render nøgen rundt, men jeg evner bare ikke at se hvad der passer sammen eller klæder mig. Har undskyldt det med at 'være ligeglad'. Hvilket tildels er rigtigt, da barselslivet oftest inkluderer valget mellem a) tage bad, b) nøje udvælge garderobe eller c) sove 15 min længere og så vinder a eller c.

Garderoben er ikke eksisterende, langt fra dens storhedstid da Munthe + Simonsen-feberen rasede og økonomien iøvrigt var proportionær med denne. Et sted siden da gik det op for mig at det faktisk er meget at give 1800 for en cardigan. Siden fulgte H&M og Zara og nu står jeg så med en garderobe, der 1) er forvasket og 2) for lille. Derfor takker jeg glædeligt ja, når svigermoren (den iøvrigt dejlige dame) rydder op i klædeskabet. Nu er der bare det at hun (for nuværende) er mindst to størrelser mindre end mig, noget ældre og kører BMW...

What to do? Vente til de 5 ekstra kilo er væk eller købe tøj, der rent faktisk passer nu? Og hvad med den manglende evne til påklædning? Ville det hjælpe hvis man fandt Barbierne frem og så det lidt på afstand? Vil ihvert fald ikke erhverve personal shopper i Maga, er jo hverken midaldende, farveglad eller desperat...

Er i tidens løb endt med en stil, der egentlig ikke er min: rock chick meets kontormus meets overklasse frue. En stil der vel kan forklares med mit behov for at være fashionabel, karrieremindet og en præsentabel svigerdatter - på én gang.

Kom forleden til at tænke på dengang mit stilvalg gik helt galt. Var i praktik på famøst reklamebureau og havde dagen forinden læst i Costume at mørkerød læbestift var vældig klassisk og the must have til efteråret. Blev overrasket af seminar på mediebureau og endte med at forspilde chancen for networking med Århus' medie-elite ved at stå i et hjørne og gnubbe rød læbestift af tørre læber - umuligt og så iøvrigt mere ud som om jeg havde snavet med nogen på toilettet istedet. Nogen skulle måske have fortalt mig at langt lyst hår, kort strikkjole og rød læbestift ikke nødvendigvis er klassisk, men mere tangerer til kuldskær polak på slæb med bureau-direktør.

Man ser bare aldrig ud som det lige var tænkt og modereportagerne giver mig en nysgerrighed og frygt for resultatet. F.eks. 'Folklore-temaet', 'Safari' eller 'Maritimt' og hvad med efterårets 'Brændte farver'. Undskyld mig, men den har jeg sgu' allerede tabt. Er bare ikke god i orange eller nude, det der tidligere hed hudfarvet, men sådan er der så meget. Heldigvis er jeg ikke alene. Så når jeg ser kvinder med for meget fryns, leopardprint eller guldknapper, så tænker jeg de nok har fået det af svigermor eller har glemt at preteste det på Barbie.

fredag den 10. september 2010

Sådan er jeg nemlig...

Som så mange andre her i blogland tager jeg udfordringen op og smider lidt neongul highlighter på 10 ting I ikke burde vide om mig. Her er de første tre:

- er manisk tilbudsjæger, på den latterlige måde: har f.eks. brugt al for lang tid på at opstøve laveste pris på babyalarm...tør slet ikke tænke på hvad tiden i tabt arbejdsfortjeneste løber op i.

- hører 'Walk of Life' med Dire Straits for indre øre, hvis jeg vågner op og har lyst til en løbetur. Vurderer selv at det er en hel sund indikator for om kroppen har brug for sådan én. Er selvsagt af samme grund også typen, der mener at lakrids-craving er kroppens måde at fortælle én et vigtigt behov, altså bør det naturligvis ikke ignoreres. Førstnævnte sker væsentligt sjældnere end sidstnævnte.

- kører bil på den sydeuropæiske måde med rigelig gestikulering og verbal udfoldelse. Har i sagens natur altid en mening om andres kørsel og en indstilling til egen formåen, der ligger et stykke over objektivitet.

søndag den 5. september 2010

Hvor Markant kan man Blive på en Uge?

Så er det søndag og tid til status for 'Hvor markant kan man blive på en uge?'.

Startede ellers meget godt med at jeg i Facebooks hellige navn proklamerede nyt og forbedret liv, med rejse til Goa, vægttab, nyt job osv osv. Den eneste der købte den var min eks, der iøvrigt selv lever liv med ovenstående indhold. 1-0 til ham - fortsat.

Har så (på den 'det-er-det-indre-der-tæller-måden) forsøgt at være markant i mit forhold til andre mennesker. Efter egen og bedste overbevisning er det ikke rigtig lykkedes. Har hverken været en særlig tolerant og opmærksom kæreste eller særlig overbærende og rummelig mor. Så er der venne-kortet tilbage. Mødtes med min ældste veninde til en tur dalrende rundt i byen, for ved hjemkomst at erfare at jeg havde brugt halvdelen af tiden på at håndtere ustyrlig baby og resten på at tænke over hvor irriterende veninde, jeg nok var.

(Note til kommende uge: MÅ være mere nærværende og formøble fokus på rimelig vis)

Til gengæld synes jeg at erfare at en kandidat i markant-kategorien må være:

Go'Morgen Danmark - for at være markant dårligere end det var sidst jeg så det (in the days of Meyerheim & Frøkjær). Har faktisk stort set intet indhold, og må derfor være særdeles vanskeligt at producere...Har iøvrigt stadig et meget anstrengt forhold til Kløvedals søn, der I min verden stadig er ham fra Body Bio.

Over and out fra markant mere træt end gennemsnittet én på barsel, der netop har skrevet sig ud af sin manglende mojo.

søndag den 29. august 2010

Er du der?

Har I tænkt over at man er holdt op med at sige kendt? Nu hedder det markant, som i markante danskere. Måske bunder det i at man ikke ønsker at nedlade sig til at se op til nogen. Markant understreger mere at man er på samme niveau og er i stand til at vurdere visse menneskers signifikans ifht andre....eller noget.

Så sidder man jo der og tænker...hvordan bliver man det der markant?

I den sidste tid har der været særligt tavst på bloggen. Sandheden er, at jeg har mistet mit mojo og derfor har haft særligt svært ved et efterleve 'more than mummy', er vist mest bare mor for tiden. Det betyder at man er i et stadie hvor, når folk spørger hvordan det går, svarer man ud fra baby. Altså; 'han tuder ikke så meget som før' eller 'han sover heldigvis 2 timer af gangen, så det går godt'. Har simpelthen oparbejdet en evne til at glemme at mærke efter og til at glemme hvem jeg selv er. Altså daler fornemmelsen af at være, nå ja, markant.

Har derfor besluttet mig for at blive markant i den kommende uge - skal nok vende tilbage med hvordan det kommer til at gå.



fredag den 23. juli 2010

1-0 til Mødregruppen

Er ikke bitter....men havde egentlig tænkt det anderledes. Liv med baby bliver nok hårdt, lidt søvn, gråd, trøst, ammehjerne osv...men honestly...SÅ hårdt?

Synes ikke jeg er en klynker, men babyer bliver åbentbart ikke fordelt helt rimeligt. Er nemlig kommet i mødregruppe. Pointen lader vente på sig.

Vi er seks helt gennemsnitlige førstegangsmødre fra Århus C med babyer i nøjagtig samme alder. Tænkte så at det ville være et godt forum til at dele frustrationer osv. Det gør vi så også...'vi' som i 'mig'. De andre har nemlig ikke nogle, frustrationer, altså.

Nu tænker I så at det er sådan nogle, der gemmer på grumme hemmeligheder om umulige kolikbørn, men det er de ikke - desværre. Det går sgu' bare godt. Helt enkelt. Og så burde jeg jo nok være glad på deres vegne...

Nå, nu er det jo ikke fordi livet sådan i al almindelighed byder på rimelighed i fordelingen af held, så hvad havde jeg forventet? Alle kender jo de mennesker der får billig og lækker 130kvm lejlighed i Mejlgade smidt i nakken. Folk, der ovenikøbet også er sådan nogle rare mennesker som man bare får det endnu dårligere af at hade...

Mødregruppen nåede sit højdepunkt idag. Havde ellers forberedt baby på at opføre sig anstændigt, sove i lift, vågne som den sidste, vise smil og evne til at holde hovedet samt anekdoter om hvordan han selvklart sover i egen seng (hmmm) og ingen dårlige vaner har.

Det skete bare ikke. Baby hylede så snart nogen så på ham, ville ikke spise, ligge, eller lege - kun være på arm - så sådan fik han det. Var parat til at gå efter 30 min, men valgte tappert at blive - fordi helt ærligt...

En eller anden skal jo vise de andre hvor slemt det kan være, hvor dårlige vaner man kan give sit barn i tidlig alder, og hvor okay det er at være ærlig omkring det.

Hej, jeg er førstegangsmor, der har læst alle de rigtige bøger der siger at jeg har et helt almindeligt barn - de 5 andre i gruppen er så exceptionelle? - apparently

Savner super-sundhedsplejersken Hannes opmuntrende ord og drømmer mig frem til om 1,5 mdr, hvor jeg er blevet lovet at barn på magisk vis skifter karaktér

torsdag den 1. juli 2010

Ond eller Sund?

'Ondhedsplejersken' kaldte vi skolens sundhedsplejerske. En gammel jomfru, eller det sagde min mor hun var, med plisseret nederdel, legofrisure og grimme briller. Jeg vidste ikke hvad min mor mente, det lød ikke rart og mindede mig om titlen fra Bjarne Reuters 'Den Skægede Dame'.

Hun havde sådan en akavet facon og havde måske egentligt lidt svært ved at håndtere 5-klasser, seksualundervisning og pubertetssnak. Sådan set i bakspejlet, tænker jeg at ville have det på nøjagtig samme måde.

Da brev fra sundhedsplejersken i 2010 dumpede ind af brevsprække, blev jeg lettere overrasket - så starter det, kan man melde hende fra? og orker bare ikke at bruge min energi på en gammel tør dame, der bruger ord som samliv, barselsflåd osv...skal hjem virkelig inspiceres inden man bliver 'erklæret egnet som mor'.

Hmm...blev som så ofte før ikke bekræftet i min fordom. Hun var tør, ja, men sej.

Erfaring er en hårdhudet ting. Hun ved ALT, altså om børn. For sådan en som mig, der ved ganske lidt og faktisk ikke har holdt en baby siden jeg blev påtvunget det på familiebilleder (har 4 søstre, eller halve, altså 2 på hver side - det er indviklet), ja, da er min sundhedsplejerske et orakel.

Hun bebrejder ikke én at man har tvivl, føler sig utilstrækkelig og uvidende. Men hvorfor skulle hun også det? For er ondhedsplejersken egentlig ond? Hanne har istedet altid 3 gode løsninger på ALLE problemer og så skælder hun ud når man bager scones og laver kaffe.

Der findes nogen der praktiserer Barsels Coaching, helt ærligt...forstår godt behovet, men det er sgu' da lidt ophøjet. Jeg nøjes med min Hanne - gerne resten af livet, hvis altså hun vil ligge i min lomme og komme frem og give mig klap på skulderen uden at forvente hjemmebag til gengæld.