fredag den 23. juli 2010

1-0 til Mødregruppen

Er ikke bitter....men havde egentlig tænkt det anderledes. Liv med baby bliver nok hårdt, lidt søvn, gråd, trøst, ammehjerne osv...men honestly...SÅ hårdt?

Synes ikke jeg er en klynker, men babyer bliver åbentbart ikke fordelt helt rimeligt. Er nemlig kommet i mødregruppe. Pointen lader vente på sig.

Vi er seks helt gennemsnitlige førstegangsmødre fra Århus C med babyer i nøjagtig samme alder. Tænkte så at det ville være et godt forum til at dele frustrationer osv. Det gør vi så også...'vi' som i 'mig'. De andre har nemlig ikke nogle, frustrationer, altså.

Nu tænker I så at det er sådan nogle, der gemmer på grumme hemmeligheder om umulige kolikbørn, men det er de ikke - desværre. Det går sgu' bare godt. Helt enkelt. Og så burde jeg jo nok være glad på deres vegne...

Nå, nu er det jo ikke fordi livet sådan i al almindelighed byder på rimelighed i fordelingen af held, så hvad havde jeg forventet? Alle kender jo de mennesker der får billig og lækker 130kvm lejlighed i Mejlgade smidt i nakken. Folk, der ovenikøbet også er sådan nogle rare mennesker som man bare får det endnu dårligere af at hade...

Mødregruppen nåede sit højdepunkt idag. Havde ellers forberedt baby på at opføre sig anstændigt, sove i lift, vågne som den sidste, vise smil og evne til at holde hovedet samt anekdoter om hvordan han selvklart sover i egen seng (hmmm) og ingen dårlige vaner har.

Det skete bare ikke. Baby hylede så snart nogen så på ham, ville ikke spise, ligge, eller lege - kun være på arm - så sådan fik han det. Var parat til at gå efter 30 min, men valgte tappert at blive - fordi helt ærligt...

En eller anden skal jo vise de andre hvor slemt det kan være, hvor dårlige vaner man kan give sit barn i tidlig alder, og hvor okay det er at være ærlig omkring det.

Hej, jeg er førstegangsmor, der har læst alle de rigtige bøger der siger at jeg har et helt almindeligt barn - de 5 andre i gruppen er så exceptionelle? - apparently

Savner super-sundhedsplejersken Hannes opmuntrende ord og drømmer mig frem til om 1,5 mdr, hvor jeg er blevet lovet at barn på magisk vis skifter karaktér

2 kommentarer:

  1. Nu vil jeg ikke pege fingre ad nogen bestemt, men jeg er sikker på at mindst 2-3 af dem lyver! :o) Selvfølgelig er det også hårdt for dem. Jeg tror bare det kan være svært for nogle at sige noget som helst dårligt om deres liv som forældre, når de nu selv har ønsket sig det, og jo også elsker deres børn. Men alle har altså frustrationer, og de bedste mødregrupper er netop dem, hvor der er åbenhed omkring det, så man kan støtte hinanden. Så hold fast i at være åben omkring problemerne, så er der sikkert flere der åbner sig, når I har mødtes nogle gange.

    SvarSlet
  2. Hæ - min baby var som din - ganske normal... Jeg husker de første 4-5 måneder af min mødregruppetid med at de andres unger lå på gulvet og legede, mens mødrene åd kage og jeg traskede rundt med Fenya på armen for at få hende til at sove!

    Det ER sgu pisse hårdt at have små børn og det kan især være svært når dem man er omkring har de nemmeste børn der bare sover, spiser og intet andet. Har en veninde som aldrig har hørt sit barn græde - WTF!?

    Men heldigvis stopper det jo og jeg kan trøste dig med at det kun bliver nemmere og nemmere fra nu af. Det kan godt være at de er stædige og svære at have med at gøre når de bliver ældre, men de kan i det mindste udtrykke hvad de er utilfredse med, og det er trods alt lidt nemmere at have med at gøre...

    SvarSlet