Kunsten at Spise med én Hånd

Så er jeg tilbage - tough week. Ved godt at bloggen har handlet ganske lidt om det at være mor, sådan rigtigt. Prøver nok at flygte lidt - ind i blogland, fordi resten af mit liv handler om at skifte ble, amme, sove (eller prøve på det), trøste overtræt baby i 1,5 time hver aften osv osv...

En typisk dag i den forgangne uge kan sikkert genkendes af alle dem der har stået i samme situation - og kan afskrække dem, der overvejer at sætte sig selv i 'nu-med-baby-situation':

Vækkes 5.30 og overvejer om dagen virkelig skal starte nu - jo ikke fordi man står op til sindsoprivende skema med betydningsfulde planer. Tror faktisk jeg ville slå min mormor i 'få noget ud af dagen'-mentalitet, hvis jeg står op. Men det bestemmer bebs jo.

Får ammet, barnet sover og når lige akkurat mascara på nederste øjenvipper før der bliver kaldt igen...og sådan fortsætter dagen inkl gåtur med hund i park med åben lynlås i jeans - hvorfor siger ingen noget? Eller kæmpe våd plet på hvid tanktop på vej hjem fra Emmerys - her glad for ingen sagde noget.

Nå, er til gengæld blevet ferm til at gøre alt - med én hånd, samt samle ting op med tæerne. Mon ikke de fleste mødre kunne stille op i Talent med denne ubrugelige evne...

Savner sgu' tiden med to-somheden. (Det må man vel godt sige, ik?) Har i en uge spist på skiftehold med min mand med larmende baby i baggrunden, hvilket er værre end at spise med én hånd og ammende. Det positive her er dog; mindre opvask (bruger jo kun gaffel eller ske), spiser (måske) mindre og kan jo heller ikke hente nye forsyninger i køkkenet, når baby endelig falder i søvn på ens skød.

Imorgen ændrer alt sig, tror jeg. Min mand har nemlig ferie...faaantastisk! Alting bliver anderledes, baby bliver SÅ meget nemmere, jeg får meget mere overskud og og og....altså håber jeg.

Har ihvert fald valgt at fejre det med en tur til Lou - min frisør. Har det faktisk godt med at det er på første sal og derfor babyfri-zone. Vil gå rigtig tidligt hjemmefra, hente latte, dalre gennem byen og inhalere duften af morgen i Århus, nyde at der helt sikkert er magasiner jeg ikke har læst (er nemlig alt for længe siden jeg var der sidst) og nyde at snakke om ingenting og absolut ikke baby - fordi:

Selvom man er mor, 'mummificeret' - som i omvandrende zombie, så er der stadig noget tilbage indeni af det gamle. Alle vil gerne snakke, se på og spørge til baby, men faktisk så vil jeg hellere snakke om noget helt andet - så ved jeg det, når jeg næste gang møder en mor in spe. Utroligt så klog man bliver af selv at blive mor.