Når man kommer hjem

Når man flytter til et nyt kvarter, er alting fremmed - eller det troede jeg det ville være. Lydene er nye, duftene, udsigten og hverdagens ruter er det også. Der er sket noget siden mit sidste indlæg.

Væk er Øgaderne med de sidste akademiker-hippier med børn i designertøj, og byhus med tremmesofa og Lassens Kubus i vindueskarmen. Nu deler jeg kø i Fakta med lige dele studerende, pensionister og måger på det yderste Frederiksbjerg. I virkeligheden er jeg faktisk flyttet hjem, på en måde. I følge borger.dk har jeg boet 10 steder gennem mit 30-årige liv. Det første sted var Jyllands Allé og min søn går nu i min gamle vuggestue - helt tilfældigt.

Mine ruter er nye, men i et gammelt kvarter. Det der med at blive mor og dermed voksen, bringer mange tanker med sig. Hvilken barndom skal mit barn huske, og hvad består jeg egentlig selv af? Jeg er jo hverken pensionist (endnu) eller studerende (længere). Kombinerer man usikkerheden med at blive forældre, med usikkerheden i at være (forholdvis) nyuddannet og uden fastansættelse, så kommer man helt automatisk i dette selverkendende mode som du måske fornemmer.

Fra mit vindue går solen ned i bygningen overfor. Jeg ærgrer mig igen over at genboen har rosa persienner, og at de aldrig er trukket helt op. Hver aften er lyset anderledes og hverdagssmukt. Duften af fugtig sommer minder mig om eksamenslæsning, mit første kys, ferie i Sverige med min mor og kollektivet, og den aften vi kom hjem med vores søn og alting var nyt.

Hjem er en følelse indeni.